Fuglene parrer sig gentagne gange, før og under æglægningen, indtil rugningen begynder. Parringen er kulminationen på forårets anstrengelser med sang, territorieforsvar, kurmageri og redebygning. Isfugl og stormmåge er monogame fugle, og de mange parringer sikrer en høj befrugtningsprocent og styrker parforholdet, før den krævende periode med opfostring af ungerne.

Lappedykkerne trækker om natten, og ses derfor sjældent i flugten. Hvor den toppede lappedykker yngler i brakvandslaguner nær kysten, kan den dog ofte ses i dagtimerne, på fourageringstogter til og fra havet. En ålekvabbe bringes ind til de sultne unger.

 

Så længe ungerne er små transporteres de på ryggen af de gamle fugle. Her holder de varmen og er i sikkerhed for måger og gedder.

Når ”advarselstrekanterne” i panden og på siderne af ungernes næb er højrøde, virker det aggressionsdæmpende på de gamle, som godt kan lange et næb ud i utide. Når farven falmer til rosa signalerer det sult, og er tegnet til fisketur.  

Når trækket for en stund er vel overstået, skal der tankes op.

Musvågens hovedføde er mus og regnorme. Stubmarker med spildkorn og travle gnavere er et hit. Senere, når marken er pløjet, ses musvågerne ofte vralte rundt på ormejagt i silende regn.

 

En flok hjejler opløses næsten i varmeflimmeret over pløjejorden. Perfekt camoufleret for et rovfugleblik hviler de det meste af dagen, inden trækket går videre i nattens mulm.

Efter at have frådset i vintersæd og raps, trækker sangsvanerne i det sidste aftenlys mod en sikker overnatningsplads i sø eller fjord. Snart er de skandinaviske søer atter isfrie, og så går det mod nord.

 

Gakkende guirlander af grågæs under aftenhimlen vidner om mildere tider i vente.

Gæssene overvintrer i stigende tal herhjemme, i stedet som tidligere, at søge mod de gamle overvintringsområder i Holland og Nordspanien.