Trykte værker / Hjemmet - Den grønlandske slædehund
Rå, barsk, sej, stærk og hårdførBragt i Hjemmet. NR. 12. 1989
Med et højlydt hyl tilkendegav Trine, at den første hvalp var kommet til verden. Hele formiddagen havde hun været underlig rastløs og havde trippet nervøst rundt på sneen uden for hundehuset.
Hen ad middagstid forsvandt hun ind i sit hus, og nu var det altså i gang.
Da vi lidt senere kikkede ned til hende, var hvalp nummer to allerede født, og trods den barske ankomst til en ny og fremmed verden i 25 graders frost lå de begge, endnu våde, og suttede veltilfredse.
Trine så ængsteligt, men vagtsomt op på os, det var langtfra overstået endnu. Efter at have talt lidt med hende, lukkede vi forsigtigt låget igen, vi kunne alligevel ikke hjælpe med noget og der skal da også mere end en fødsel til, at slå en slædehund ud af kurs.
Hen på aftenen fik Trine sin sjette og sidste hvalp.
Stedet er Danmarkshavn Vejerstation, som ligger på nordøstkysten af Grønland. Det er en af de sidste bemandede vejrstationer. Her i dette lille isolerede samfund, lever otte mand mange måneder ad gangen, uden andet selskab end hinanden, hundene og den storslåede natur.
For en udenforstående kan tilværelsen som slædehund synes rå og hård, men som nærmeste slægtning til ulven er den grønlandske slædehund en barsk skabning og må til tider behandles derefter.
Egentlig er der kun tre ting en slædehund bryder sig om: For det første, at æde, dernæst et rigtig godt slagsmål, og sidst men ikke mindst, at komme ud og trække slæde.
Hundene er utrolig stærke og hårdføre. De er brugshunde og skal behandles som sådan. Man bliver nød til at sætte sig i respekt, hvilket af og til kan kræve en håndfast afklapsning. Det kan virke brutalt og skræmmende på mange mennesker, men det er nødvendigt. Hundene skal vide hvem der har kommandoen, også den dag det virkelig gælder, hvis for eksempel slæden pludselig skulle gå gennem isen.
Hundene har mange forskellige funktioner på Danmarkshavn, og uden dem ville stationslivet ikke være det samme.
De følger altid livligt med i hvad der foregår og giver gladeligt deres besyv med, i form af et muntert bjæf. Til glæde for en selv og hundene, er et besøg på kæden altid velkomment. Og hvis man en dag er lidt trist til mode kan det lette sindet, at betro sig til en forstående hund.
Om sommeren og det meste af efteråret står hundene bundet på kæden, dog mest for deres egen skyld, da de ellers ustandseligt ville ryge i totterne på hinanden. Og slædehunde lægger ikke poterne i mellem når de slås. Det bærer mange af dem tydeligt vidnesbyrd om i form af halve ører, ar og flænger på snuden.
Danmarkshavn ligger i verdens største nationalpark, som er 17 gange større end Danmark. Næsten hele Grønlands dyreverden kan træffes her, og det kræver særlige forholdsregler, især omkring stationen hvor der er et meget rigt dyre- og fugleliv.
Hundene udgør med deres skarpe sanser de bedst tænkelig alarmklokker. Det nyder mandskabet på Danmarkshavn godt af, især i mørketiden, der varer fra sidst i oktober til hen i februar.
Hvis en sulten isbjørn skulle være lusket ind på stationen, høres det straks på hundene. Deres knurren og gøen bliver dybere og mere intens.
Når solen i februar atter hæver sin gyldne skive op over de lave fjelde i syd, vender livet tilbage.
Folk og fæ vågner op til ny dåd efter mørketiden. Selvom temperaturen ligger på cirka minus 35, er det alligevel begyndende forår, og slædesæsonen står for døren.
I vinterens løb er det kun blevet til et par små træningsture, og hundene har lige som folkene på stationen taget et par ekstra kilo på.
Hundene rykker nu utålmodigt i kæderne efter at komme ud og bruge nogle af de opsparede kræfter.
De lange ekspeditioner går gerne til Germania Land og Dove Bugt, et område på størrelse med Sjælland. Overnatningerne er baseret på de gamle fangstmandshytter i området, samt i telt.
Inden af gang skal slæden pakkes. Det bliver fulgt nøje af samtlige hunde. Ikke en bevægelse undgår de spændt forventningsfulde 10 på hundeøjne.
På de lange ture når slædens vægt op på næsten 400 kilo.
Alt skal medbringes, telt, soveposer, riffel, nødudstyr, proviant både til hunde og mænd, brændsel, værktøj, fotoudstyr og meget mere.
Når grejet er surre og alt er klappet og klart skal hundene spændes for.
Et sandt inferno af hundehyl og skingre bjæf bryder løs, da min slædemakker dukker op med hundeselerne i hånden. De unge hunde danser rundt af bare iver, mens de mere erfarne spændt bliver siddende, men dog af og til bidrager til koncerten med et utålmodigt bjæf.
Foran den tungtlastede slæde står jeg parat til at modtage hundene en efter en, efterhånden som de får sele på og bliver sendt ned til mig. Jeg kobler dem til hver deres trækskagle med en karabinhage, og de får derefter besked på at lægge sig ned og blive liggende. Tålmodigheden kan her blive sat på en hård prøve.
Når den sidste hund er spændt for, kommer det kritiske punkt. Det er nemlig sket før, at hundene i bar rejseglæde er kørt med slæden, uden at deres tobenede makkere er kommet med. Det er en meget pinlig situation for et par slædekuske, for ikke at sige farlig, hvis det skulle ske ude i ødemarken.
Når begge mænd er kommet op på læsset og har fået et godt tag i pakkenellikerne, kan den længe ventede ordre gives. – Jahuue, så kører vi hunde. Det bliver prompte efterfulgt af en raketstart uden lige.
Med sneen hvirvlende om mederne og frosten bidende i kinderne går det ned over det ujævne landskab og ud på den to meter tykke fjordis. De første par kilometer forgår i strakt galop, indtil hundene bogstaveligt talt har rendt den værste gas af sig. Derefter slår hundene over i deres seje og karakteristiske travrytme, som de kan holde i timevis uden at trættes. Så er det slut med driverlivet på toppen af læsset. Det er tid at få langrendsskiene på og komme ned fra slæden for at hjælpe til med at holde farten. Hvis føret er fint kan hundene holde en gennemsnitsfart på omkring otte kilometer, og en ideel dagsmarch er på ca. 50 kilometer.
Hundenes haler er deres barometer, på dem kan man aflæse deres humør og temperament. Hvis halen hænger på en eller flere hunde, må man prøve at finde årsagen og muntre dem op med ros og glade tilråb.
Hundene er vidt forskellige både fysisk og psykisk.
Sako, den store kraftige hanhund, samt Trine, udgør et føreteam.
Trine er en fin og spinkel tævehund. Hun er tillige meget intelligent, når hun er i kendt terræn kan hun for det meste selv finde vej. Andre gange tager hun pejling af en fjeldtop og styre efter den, og hvis ikke lige Sako holder kursen, får han et skub eller to, indtil slæden atter er på rette vej.
Af andre personligheder kan nævnes Bruno, en rigtig dagdrømmer, der helst vil gå helt ude i højre side for sig selv, hvor han har frit udsyn over landskabet. Tjock har den laveste plads i hierarkiet, og er de andres prygelknabe, men han er en utrolig glad og godmodig hund og en rigtig kælepotte.
Så er der Thor, en sej kraftkarl, men desværre ikke så klog. Hver gang han ser en forhøjning i sneen, ja så skal der lettes ben.
At køre i det storslåede landskab er i sig selv en oplevelse. Tempoet er adstadigt, sanserne åbner sig på en anden måde, og der er tid til at se og observere landet omkring en. Den eneste lyd der bryder stilheden er en svag prusten fra hundene samt skienes hvislen i sneen.
Med solen bagende i ryggen og blinkende isfjelde forude i varmedisen, kan der næsten ikke forlanges mere. Men af og til falder der alligevel en ekstra appelsin ned i pelshuen, i form af et møde med det arktiske storvildt, såsom ulv og moskusokse. Og det er et uforglemmeligt syn, at se polarlandets ukronede konge, isbjørnen, i sine vante omgivelser.
Når dagen går på hæld og trætheden i musklerne begynder at melde sig, er det på tide at begynde at holde udkik efter en egnet lejerplads for natten.
Gerne et sted med rigeligt sne således at vandforsyningen er sikret. Og hvis det er muligt, helst et sted bag en isskosse eller i læ bag et klippefremspring, således at man er nogenlunde sikret mod elementernes rasen, hvis det skulle blæse op i nattens løb.
Først sørges der for hundene. De tøjres til rejsekæden, som bliver spændt ud mellem slæden og et par ski som er stukket ned i sneen.
Al træthed forsvinder som dug for solen når låget bliver taget af kassen med hundefoder. Nu vanker belønningen for dagens slid. Hundene opføre en sand krigsdans og det kniber for dem, at holde på mundvandet. Hver hund får to pakker pemmikan, en protein rig kost bestående af kød, mel og fedt. Hvis det har været en hård dag kan desserten bestå af en pakke ren fedt eller en tørfisk.
Efter måltidet falder der hurtigt ro over gemytterne og hundene ruller sig sammen oven på sneen til et velfortjent hvil.
Derefter er det vores tur. Teltet er hurtigt slået op og imens den ene får gang i primussen, finder den anden soveposer og proviant frem, fylder gryderne med sne til madlavningen og surre slæden godt for natten.
Heden fra den spruttende primus varmer hurtigt teltet op og vanter og hue kan snart tages af. Dåse gullaschen snurrer lystigt over blusset og inden længe kan dagens højdepunkt, måltidet, indtages.
Udenfor i den frostklare nat ånder alt fred og ro.
Hundene ligger med snuden under halen og snart vil det eneste der bryder polarnattens stilhed være isens knagen og en tung snorken fra teltet.
Hen ad middagstid forsvandt hun ind i sit hus, og nu var det altså i gang.
Da vi lidt senere kikkede ned til hende, var hvalp nummer to allerede født, og trods den barske ankomst til en ny og fremmed verden i 25 graders frost lå de begge, endnu våde, og suttede veltilfredse.
Trine så ængsteligt, men vagtsomt op på os, det var langtfra overstået endnu. Efter at have talt lidt med hende, lukkede vi forsigtigt låget igen, vi kunne alligevel ikke hjælpe med noget og der skal da også mere end en fødsel til, at slå en slædehund ud af kurs.
Hen på aftenen fik Trine sin sjette og sidste hvalp.
Stedet er Danmarkshavn Vejerstation, som ligger på nordøstkysten af Grønland. Det er en af de sidste bemandede vejrstationer. Her i dette lille isolerede samfund, lever otte mand mange måneder ad gangen, uden andet selskab end hinanden, hundene og den storslåede natur.
For en udenforstående kan tilværelsen som slædehund synes rå og hård, men som nærmeste slægtning til ulven er den grønlandske slædehund en barsk skabning og må til tider behandles derefter.
Egentlig er der kun tre ting en slædehund bryder sig om: For det første, at æde, dernæst et rigtig godt slagsmål, og sidst men ikke mindst, at komme ud og trække slæde.
Hundene er utrolig stærke og hårdføre. De er brugshunde og skal behandles som sådan. Man bliver nød til at sætte sig i respekt, hvilket af og til kan kræve en håndfast afklapsning. Det kan virke brutalt og skræmmende på mange mennesker, men det er nødvendigt. Hundene skal vide hvem der har kommandoen, også den dag det virkelig gælder, hvis for eksempel slæden pludselig skulle gå gennem isen.
Hundene har mange forskellige funktioner på Danmarkshavn, og uden dem ville stationslivet ikke være det samme.
De følger altid livligt med i hvad der foregår og giver gladeligt deres besyv med, i form af et muntert bjæf. Til glæde for en selv og hundene, er et besøg på kæden altid velkomment. Og hvis man en dag er lidt trist til mode kan det lette sindet, at betro sig til en forstående hund.
Om sommeren og det meste af efteråret står hundene bundet på kæden, dog mest for deres egen skyld, da de ellers ustandseligt ville ryge i totterne på hinanden. Og slædehunde lægger ikke poterne i mellem når de slås. Det bærer mange af dem tydeligt vidnesbyrd om i form af halve ører, ar og flænger på snuden.
Danmarkshavn ligger i verdens største nationalpark, som er 17 gange større end Danmark. Næsten hele Grønlands dyreverden kan træffes her, og det kræver særlige forholdsregler, især omkring stationen hvor der er et meget rigt dyre- og fugleliv.
Hundene udgør med deres skarpe sanser de bedst tænkelig alarmklokker. Det nyder mandskabet på Danmarkshavn godt af, især i mørketiden, der varer fra sidst i oktober til hen i februar.
Hvis en sulten isbjørn skulle være lusket ind på stationen, høres det straks på hundene. Deres knurren og gøen bliver dybere og mere intens.
Når solen i februar atter hæver sin gyldne skive op over de lave fjelde i syd, vender livet tilbage.
Folk og fæ vågner op til ny dåd efter mørketiden. Selvom temperaturen ligger på cirka minus 35, er det alligevel begyndende forår, og slædesæsonen står for døren.
I vinterens løb er det kun blevet til et par små træningsture, og hundene har lige som folkene på stationen taget et par ekstra kilo på.
Hundene rykker nu utålmodigt i kæderne efter at komme ud og bruge nogle af de opsparede kræfter.
De lange ekspeditioner går gerne til Germania Land og Dove Bugt, et område på størrelse med Sjælland. Overnatningerne er baseret på de gamle fangstmandshytter i området, samt i telt.
Inden af gang skal slæden pakkes. Det bliver fulgt nøje af samtlige hunde. Ikke en bevægelse undgår de spændt forventningsfulde 10 på hundeøjne.
På de lange ture når slædens vægt op på næsten 400 kilo.
Alt skal medbringes, telt, soveposer, riffel, nødudstyr, proviant både til hunde og mænd, brændsel, værktøj, fotoudstyr og meget mere.
Når grejet er surre og alt er klappet og klart skal hundene spændes for.
Et sandt inferno af hundehyl og skingre bjæf bryder løs, da min slædemakker dukker op med hundeselerne i hånden. De unge hunde danser rundt af bare iver, mens de mere erfarne spændt bliver siddende, men dog af og til bidrager til koncerten med et utålmodigt bjæf.
Foran den tungtlastede slæde står jeg parat til at modtage hundene en efter en, efterhånden som de får sele på og bliver sendt ned til mig. Jeg kobler dem til hver deres trækskagle med en karabinhage, og de får derefter besked på at lægge sig ned og blive liggende. Tålmodigheden kan her blive sat på en hård prøve.
Når den sidste hund er spændt for, kommer det kritiske punkt. Det er nemlig sket før, at hundene i bar rejseglæde er kørt med slæden, uden at deres tobenede makkere er kommet med. Det er en meget pinlig situation for et par slædekuske, for ikke at sige farlig, hvis det skulle ske ude i ødemarken.
Når begge mænd er kommet op på læsset og har fået et godt tag i pakkenellikerne, kan den længe ventede ordre gives. – Jahuue, så kører vi hunde. Det bliver prompte efterfulgt af en raketstart uden lige.
Med sneen hvirvlende om mederne og frosten bidende i kinderne går det ned over det ujævne landskab og ud på den to meter tykke fjordis. De første par kilometer forgår i strakt galop, indtil hundene bogstaveligt talt har rendt den værste gas af sig. Derefter slår hundene over i deres seje og karakteristiske travrytme, som de kan holde i timevis uden at trættes. Så er det slut med driverlivet på toppen af læsset. Det er tid at få langrendsskiene på og komme ned fra slæden for at hjælpe til med at holde farten. Hvis føret er fint kan hundene holde en gennemsnitsfart på omkring otte kilometer, og en ideel dagsmarch er på ca. 50 kilometer.
Hundenes haler er deres barometer, på dem kan man aflæse deres humør og temperament. Hvis halen hænger på en eller flere hunde, må man prøve at finde årsagen og muntre dem op med ros og glade tilråb.
Hundene er vidt forskellige både fysisk og psykisk.
Sako, den store kraftige hanhund, samt Trine, udgør et føreteam.
Trine er en fin og spinkel tævehund. Hun er tillige meget intelligent, når hun er i kendt terræn kan hun for det meste selv finde vej. Andre gange tager hun pejling af en fjeldtop og styre efter den, og hvis ikke lige Sako holder kursen, får han et skub eller to, indtil slæden atter er på rette vej.
Af andre personligheder kan nævnes Bruno, en rigtig dagdrømmer, der helst vil gå helt ude i højre side for sig selv, hvor han har frit udsyn over landskabet. Tjock har den laveste plads i hierarkiet, og er de andres prygelknabe, men han er en utrolig glad og godmodig hund og en rigtig kælepotte.
Så er der Thor, en sej kraftkarl, men desværre ikke så klog. Hver gang han ser en forhøjning i sneen, ja så skal der lettes ben.
At køre i det storslåede landskab er i sig selv en oplevelse. Tempoet er adstadigt, sanserne åbner sig på en anden måde, og der er tid til at se og observere landet omkring en. Den eneste lyd der bryder stilheden er en svag prusten fra hundene samt skienes hvislen i sneen.
Med solen bagende i ryggen og blinkende isfjelde forude i varmedisen, kan der næsten ikke forlanges mere. Men af og til falder der alligevel en ekstra appelsin ned i pelshuen, i form af et møde med det arktiske storvildt, såsom ulv og moskusokse. Og det er et uforglemmeligt syn, at se polarlandets ukronede konge, isbjørnen, i sine vante omgivelser.
Når dagen går på hæld og trætheden i musklerne begynder at melde sig, er det på tide at begynde at holde udkik efter en egnet lejerplads for natten.
Gerne et sted med rigeligt sne således at vandforsyningen er sikret. Og hvis det er muligt, helst et sted bag en isskosse eller i læ bag et klippefremspring, således at man er nogenlunde sikret mod elementernes rasen, hvis det skulle blæse op i nattens løb.
Først sørges der for hundene. De tøjres til rejsekæden, som bliver spændt ud mellem slæden og et par ski som er stukket ned i sneen.
Al træthed forsvinder som dug for solen når låget bliver taget af kassen med hundefoder. Nu vanker belønningen for dagens slid. Hundene opføre en sand krigsdans og det kniber for dem, at holde på mundvandet. Hver hund får to pakker pemmikan, en protein rig kost bestående af kød, mel og fedt. Hvis det har været en hård dag kan desserten bestå af en pakke ren fedt eller en tørfisk.
Efter måltidet falder der hurtigt ro over gemytterne og hundene ruller sig sammen oven på sneen til et velfortjent hvil.
Derefter er det vores tur. Teltet er hurtigt slået op og imens den ene får gang i primussen, finder den anden soveposer og proviant frem, fylder gryderne med sne til madlavningen og surre slæden godt for natten.
Heden fra den spruttende primus varmer hurtigt teltet op og vanter og hue kan snart tages af. Dåse gullaschen snurrer lystigt over blusset og inden længe kan dagens højdepunkt, måltidet, indtages.
Udenfor i den frostklare nat ånder alt fred og ro.
Hundene ligger med snuden under halen og snart vil det eneste der bryder polarnattens stilhed være isens knagen og en tung snorken fra teltet.
