Trykte værker /  WWE - Levende Natur, pygmæer og elefanter
 

I Dzanga-Sanghas faldefærdige støvede reservat kontor betaler vi for elefantsafarien, og bliver stillet under kommando af den lokale sorte vildtbejent, som er bevæbnet med en grovkalibret riffel.
Inden vi begiver os afsted i Land Roveren, skal vi neden om pygmælandsbyen for at hyre en guide. De lokale sorte bevæger sig ikke ind i vildnisset på egen hånd. I skoven hersker ånderne.
Ad smalle smattede jordveje kører vi dybere og dybere ind i junglen. To gange må vi ud for at rydde småtræer af vejen med økse og sav.
Vildtbetjenten fortæller, at det er elefanterne der vælter træerne for, at få fat i bark og friske skud. Efter en times strabadserende kørsel drejer vi omsider ind i en lille lysning, hvor sporet ender.
Resten af turen foregår til fods. Vildtbetjenten forklare, at det er forbudt at ryge. - Og hvis i skal taler sammen, så hvisk og brug tegnsprog. Hvis vi bliver angrebet, så sæt jer bag et træ og forhold jer i ro. Efter den korte parole tager pygmæguiden over, og starter med at sparke sine gummiflipflappere af fødderne. Med sin machete i hånden fører han os i gåsegang ind i skoven. Det første stykke er let fremkommeligt. Min kammerat og jeg godter os over vores solide vandrestøvler, der sikre os fodfæste på den mudrede sti. Lidt efter stivner vores smil, vi skal tværs gennem en sump og går i vand til livet. På den modsatte bred tårner skoven sig op som en grøn mur, alligevel forsvinder vores guide ind i bladmosaikken. Vi følger efter.

Med et er sceneriet forandret. Vi befinder os i en dyb og smal elefantveksel i bunden af regnskoven. Her er dunkelt, og det er kun muligt, at se et par meter til hver side. Hvor vekslen er blødest, er der opvaskebaljestore fodaftryk. Vi passer på ikke at vride en fod af led i hullerne.
Med et ryk standser pygmæen og rækker en flad hånd i vejret. Som en militær kommandogruppe synker vi automatisk i knæ. Stilheden er intens. Kun en enkelt næsehornsfugl skræpper skræmt op, længere inde i det mørkegrønne. Pulsen hamre i tindingerne, vi lytter intenst, og salte svedperler drypper ned fra øjenbrynene.
- Elefanter, hvisker vildtbetjenten. Vi ser intet, men fornemmer de store dyrs nærhed. Den fugtmættede jungleluft bærer pludselig en kraftig sødlig krydret lugt imod os. Med ét bliver vi klar over, at elefanterne er meget tæt på. Lidt efter vinker pygmæen os frem, og vi forsætter et stykke i foroverbøjet løb. Faren er drevet over.

Efter en lang og svedig vandretur er vi ved, at nå ind til hjertet af reservatet. Elefanternes prusten og trompeteren høres nu tydeligt. Efter lyden at dømme må der være mange i lysningen længere fremme.
Pludselig er vi der. Som blev et scenetæppe trukket op, dukker en solbeskinnet åben plads frem af junglen.
Vi stivner. En flok på 10-15 elefanter dukker op foran os. I ly af underskoven genner vildtbetjenten os hen til et udkikstårn i et træ. Vi klatre forsigtigt op af den halvrådne stige.
Fra platformen er der udsigt over hele lysningen. Forbløffet tæller jeg 92 elefanter. Larmende trasker de frem og tilbage i lavt sjapvand. Nogle ligger på knæ og roder i jorden med snabel og stødtænder, mens andre helt har overgivet sig og ruller rundt i det kølige mudder.
Kilder vælder op af jorden, og i nogle småbassiner, hvorfra vandet er fordampet, ligger der et tyndt sprødt hvidt lag. Mineralsalt.
En lille gruppe skiller sig ud fra mængden og lunter vagtsomt hen imod os. De ved, vi er her og vil undersøge sagen. Elefanter ser ikke så godt, men lugtesansen fejler ikke noget. Med vejrende snabler og udspilede øre prøver de at danne sig et intryk af det ukendte.
En stor hunelefant er fører for den lille opklaringstrop. Hun bevæger sig tøvende frem og tilbage foran udsigtsplatformen. Tiden synes at stå stille, mens vi bliver vurderet. Til sidst beslutter hun sig for, at vi ikke er værd at spilde mere tid på. Med et irriteret prust drejer hun rundt og sætter kursen tilbage mod badelivet. Resten af troppen følger villigt efter.

Jeg kravler lydløst ned af stigen. Helt ude i kanten af lysningen, under en busk, sidder pygmæen. Jeg sniger mig hen til ham. Smilende peger han på Zeiss- kikkerten der dingler om min hals. Jeg rækker ham den, og vi retter opmærksomheden mod elefanterne. Kun ca. 40 meter fra os boltre tykhuderne sig. Pygmæen sætter den kraftige kikkert for øjnene, men med et vræl flår han kikkerten væk igen og sætter sig målløs på enden i skovbunden. Forskrækket stirrer han ud i lysningen, men opdager til sin lettelse, at elefanterne ikke er på kloshold alligevel. Efter endnu et par vantro forsøg bliver han fortrolig med kikkerten, og sætter sig til at studere dyrene.
Selv uden kikkert virker de skræmmende store. Jeg får fotofeber og har svært ved at holde den kraftige tele stille af bar ophidselse. Sveden løber sviende ned i øjnene, og det kniber med at stille skarpt.
Et udsnit af et elefanthoved kommer til syne i søgeren. Det brede flade pandeben og de kraftige stødtænder fortæller at det er en han. Med det ene øje stirrer den ind i linsen. Jeg glemmer alt andet og ser kun det mørke, lidt bedrøvede øje. I de lange fine øjenvipper dingler småflager af indtørret mudder, lidt væske er løbet ud af øjenkrogen og har farvet huden mørk.
En indre ro præger det store dyr. Jeg føler styrke og en boblende indre glæde ved at sidde så tæt på en vild elefant. Jeg er overbevist over at elefanten står og tænker på noget. Jeg tror vi forstår hinanden. En fornemmelse af gensidig respekt opstår hos mig, og pludselig føler jeg mig tryk og rolig. Elefanten plirre lidt med øjet og går ud af billedfeltet. Min fotofeber er forsvundet.

En stille klukkende latter fra den lille brune mand ved min side, når mig. Stadig med kikkerten for øjnene, rækker han en arm ud og prøver at nå elefanterne, og hver gang han griber den tomme luft, krummer han sig sammen af grin.

Skyggerne har sneget sig et godt stykke op af stammerne. Store flokke af melodisk fløjtende jako papegøjer lander i lysningen for at få en aften drink. Der er ikke meget dag tilbage. Vi skal være tilbage inden nattefald.
Hjemturen forgår i dyb tavshed. Sanseindtrykkene har gjort os øre, vi har svært ved at holde balancen i de smattede veksler.

Den aften sidder vi længe omkring lejrbålet. Jeg stirrer ind i gløderne, mine tanker går deres egne veje, tilbage ad fedtede stier til elefanterne. Mon de sover nu? Og Hvad med vores pygmæguide? Fortæller han nu elefanthistorier hjemme i landsbyen til en flok måbende unger.

Afrika er nu for alvor gået os i blodet.